|
http://www.bachskov.dk/nybiplanteflora.htm |
Praktisk biavl I en tid med miljø og natur på alles læber, burde interessen for bier være en helt naturlig del af dette kæmpestore emne.
Men hvorfor interessere sig for insekter, der stikker og er utilnærmelige? Fordi det ikke kun handler om stik. Det handler også om den vigtige bestøvning af blomster og planter, om honning og om den udefinerlige oplevelse det er at have med dette naturunivers at gøre. Arbejde med et af de få insekter mennesket har gjort til husdyr. Det handler også om glæden ved at se disse små skabningers flid, når træer, buske og blomster står i al deres pragt hvert forår med et stort mylder af liv i deres stærkt fristende blomster. Og så handler det også om at se på naturen på en ny og anden måde. Har du f.eks. tænkt på, hvor kort sommeren egentlig er? Nej vel! Men den rigtige sommeren er reelt kun de ca. 6 uger, hvor bierne er allermest aktive og kun, fordi lys, varme og fødekilder er optimale i dette korte tidsrum. Hvordan kommer man i gang? Det allerbedste er at melde sig ind i en biavlerforening, som holder kurser for nybegyndere. I Ribe og Omegns Biavlerforening har vi lavet en mentor-ordning, hvor en erfaren biavler hjælper nybegynderen til rette. De to aftaler sammen, hvornår og hvordan de mødes for at udveksle spørgsmål og erfaring. For ca. 3500 kr. tilbyder flere materielforhandlere i samarbejde med Danmarks Biavlerforening begynderpakken, som der kan læses mere om på www.biavl.dk
|